Trine blev i weekenden kåret som en af landets bedste til at påsætte kunstige øjenvipper. Hun stillede op i kategorien Klassisk Professionel, som er for de vippeteknikere, der har praktiseret i mere end to år. Og her tog Trine en førsteplads med hjem.
– Det var rigtig, rigtig stort at vinde guld ved DM. Konkurrencen var hård, så det var de små marginaler, der var afgørende, fortæller Trine, der også stillede op ved DM sidste år, hvor hun blev nr. 2 i sin kategori.
Hun beskriver sig selv som lidt af en fagnørd, så der er blevet øvet rigtig mange timer i klinikken op til mesterskabet.
– Jeg laver mange eyelash extensions hver dag, og jeg er rigtig glad for at arbejde med det. Jeg har valgt at deltage til DM igen i år for at få noget feedback på mit arbejde, og så synes jeg, at konkurrencen sidste år var en sjov og god oplevelse. Det at få så flotte point fra dygtige og erfarne internationale dommere er meget overvældende, og jeg er rigtig glad for den flotte anerkendelse, det er at få en 1. plads.
Trine vandt kategorien Klassisk Professionel med 92,5 point ud af 95 mulige. Klassisk Professionel var den kategori, der havde flest deltagere i år.
0 kommentarer